Hvad koster det at drive en hjemmeside?
Der er faste løbende udgifter forbundet med at drive en hjemmeside. Herunder gennemgår vi de typiske udgifter og hvor meget du kan forvente at betale for hver post.
Det første vi skal bruge til en hjemmeside er et domænenavn.
Hvad er et domænenavn?
Et domænenavn eller blot domæne er den adresse, du skriver ind i toppen af din webbrowser, når du vil ind på en hjemmeside. For at komme ind på hjemmesiden, som du læser her, skal du f.eks. skrive webudvikleren.dk. Det er vores domænenavn.
Alle domænenavne, der ender med .dk er administreret hos
Punktum.dk.
Punktum.dk (tidligere DK Hostmaster)
Punktum.dk er administratoren for alle .dk domæner. De holder styr på, hvem der ejer de forskellige domæner, der findes. Via deres hjemmeside kan slå op, om et givent domænenavn er ledigt og hvis ikke, hvem der ejer det.
For at gøre forvirringen komplet, kan man ikke købe domænenavne direkte hos Punktum.dk. Det skal gøres via en forhandler, som registrerer dine oplysninger hos Punktum.dk. Heldigvis er der mange dygtige forhandlere at vælge i mellem. Vi benytter typisk
Simply.com, fordi vi har gode erfaringer med dem og deres priser er fornuftige, men der er en masse andre gode om budet også.
Når der er styr på selve domænet, skal man også have fat i et webhotel. Et domænenavn er nemlig blot et navn, der er nemt for mennesker at huske. Domænenavnet bruges nemlig til at pege på den ip-adresse, som computeren, der har hjemmesiden, har. Denne computer er typisk et webhotel.
Hvad er et webhotel?
Et webhotel er en placering på en webserver, hvor en hjemmeside eller applikation kan placeres. En hjemmeside er nemlig et program, der kører på en computer et eller andet sted i ude verdenen, og denne computer kaldes typisk et webhotel.
Webhosting eller blot hosting er begrebet, der beskriver, at en server “serverer” indholdet af en hjemmeside ud til alle, der besøger den.
Et webhotel kan typisk skaleres, så dens ydeevne passer med den mængde trafik, som man har på hjemmesiden.
Priserne starter fra omkring 40 kr./måneden og op af. Hvis man har en mere krævende hjemmeside med mange besøgende, skal man derfor forvente en højere udgift til webhotellet.
Vi hoster selv en del af vores kunders løsninger på servere, som vi lejer i datacentre rundt omkring i Europa og selv installerer softwaren på. Har du brug for et specielt setup med din hjemmeside, hvor der er behov for lidt mere krævende arkitektur, f.eks. load balancere mm., kan vi derfor sagtens hjælpe dig.
Sikkerhedscertifikat (SSL)
Et sikkerhedscertifikat gør det muligt at lave end-to-end kryptering mellem din hjemmeside og slutbrugeren, hvilket betyder, at forbindelsen er krypteret.
Udover at skjule indholdet af kommunikationen mellem hjemmeside og slutbruger, beskytter krypteringen også imod “man in the middle”-angreb, hvor en hacker opsnapper trafikken og laver ændringer i den.
Ift. søgemaskineoptimering bliver man faktisk “straffet” for ikke at have SSL på sin hjemmeside. Der er derfor mange gode grunde til at anskaffe sig et sikkerhedscertifikat til sin hjemmeside.
Hængelåsen foran webadressen afslører, om der er kryptering eller ej.
Historisk har man skullet betale for sikkerhedscertifikater, men i 2014 startede den almennyttige organisation Let's Encrypt, der gør det muligt at få sikkerhedscertifikater helt gratis.
Der kan være særlige årsager til ikke at bruge Let's Encrypt, hvor man så skal betale for et sikkerhedscertifikat, men for langt de fleste er et sikkerhedscertifikat hos Let's Encrypt en ganske fin løsning.
Opsummering
For at drive en hjemmeside skal du altså som minimum have et domæne, et webhotel og et sikkerhedscertifikat.
Udgift |
Pris |
Domæne |
90 kr./år |
Webhotel |
480 kr./år |
Sikkerhedscertifikat |
Gratis |
Derfor kan man sige, at det koster små 600 kr. at drive en hel simpel hjemmeside om året.
Udover udgifterne, som vi har nævnt her, kan man også have udgifter til den software, som man har på sin hjemmeside, f.eks. hvis man har en Shopify-butik, der koster et fast månedligt beløb. Slutteligt skal man selvfølgelig også medregne den arbejdstid, som man lægger i at holde hjemmesiden ajourført og opdateret med indhold.